www.runegrammofon.com
GET ON THE MAILINGLIST




Reviews RCD2172

On this follow-up to 2011´s debut "The Sea", Langgård´s folk melodies are haunted by dark undercurrents of synth: consider Lana Del Rey channeling Sandy Denny. From the magic hour ambience of "Lightbeam" to the extended glacial soundscapes of "Mend Me", Phaedra´s songs are filled with drama.
Mojo (UK)

Ingvild Langgård launched her solo career with 2011´s "The Sea", high-mindedly announced as the first part of a trilogy with its own "mythological structure". Exploring cosmic themes of "creation, collapse and time", part two is as bold in execution as it is formidable in concept. Densely layered with strings, woodwind, analogue synths and tribal drums, the vaulting, cathedral-rock of "Mend Me" evokes Vangelis, "Finally Unfolding" comes from the further reaches of Nico´s "Desertshore" and the title track transplants angelic vocal purity into an avant-garde maelstrom reminiscent of Björk. After half a dozen listens, it feels like you´ve barely scratched the surface.
Uncut (UK)

Two of the most talismanic names to drop with regard to female singer-songwriters are those of Kate Bush and Vashti Bunyan, yet rarely has one artist so effortlessly combined Bush's emotive song cycles with Bunyan's delicate and gossamer-fragile weaves of verse and melody. Ingvild Langgård's second album as Phaedra, following 2011's The Sea, casts you adrift on a roiling ocean of turbulent drama while remaining rooted in distinctively homespun songcraft. Opener Lightbeam is for floating downriver of a summer's day but darkness follows that bucolic glimpse as surging synthetic basslines are brushed with ornately tapestried string and wood arrangements glittering like spiders' webs at dawn's earliest light. The intersection between light and dark, torn between folk arrangements and dream-pop elements, is where Blackwinged Night finds its greatest strength.
Rock-a-Rolla (UK)

Norwegian singer Ingvild Langgård gave her sparkling music a stronger backbone on Blackwinged Night, the second album she's made as Phaedra, but that new extroversion doesn't impinge upon the beauty of her melodies—they're as strong as hooky pop tunes, but their sophistication and patience suggest medieval madrigals. Few contemporary artists manage this sort of woozy temporal displacement so effectively.
Chicago Reader (US)

After these own-language pleasures, two albums stand out amongst the other current releases. Both are Norwegian. Blackwinged Night is the second album by Phaedra. Featuring seven intense chamber pieces with delicate orchestration, it suggests a Dory Previn grounded in string quartets and the slo-mo drama of crossing mirage-ridden desert on foot. A beautiful album.
The Artsdesk (UK)

Åpningsstrofen, de første ordene på «Lightbeam», er litt som på Radka Toneffs første ord på «Fairytales» før Steve Dobrogosz sitt første tangetslag, der Toneff er aleine i lydbildet, i rommet eller inni hodet. Lavmælt, men med kraft. Rolig, men med forventninger. Nedstrippet, med alle muligheter åpne. Tørt, med rommet og klangen foran seg. Stille, som at nå kan alt skje. Herfra, etter de få sekundene, er jeg solgt, og herfra er jeg med på alt. Ingvild Langgård er åpenbart rutinert med å jobbe med stemmen, og med dens brede register fungerer den som et instrument i seg selv. Det merkes også at hun har god erfaring fra å jobbe med lyd. Lydbildet på plata er veldig rikt og varierende, fullt av detaljer, med nye elementer som dukker opp hele tida. Det merkes også at hun har erfaring fra dramaturgi. «Blackwinged Night», som hun har produsert selv i tillegg til å arrangere mye av strykerne og blåserne, framstår som en slags forestilling, som beveger seg sakte framover i elegante og delikate bevegelser. Den er vakker som «Svanesjøen», og samtidig mørk som filmen «Black Swan». Fra det messende og det fengende, via det mørkt synthtunge og det ordrike, og til det lette og soulfylte og til slutt nydelige «Finally Unfolding», er dette et rikt og fullkomment album. Kvalitetene ligger i overgangene, de små partiene, den store vokalen, kontrastene mellom de akustiske og elektroniske instrumentene. Det er det fineste jeg har hørt på veldig, veldig lenge. 5.5/6.
Klassekampen (NO)

Susanne Sundfør har dratt på nattklubb, Anneli Drecker er blitt visesanger og Jenny Hval styrer rundt som kunstnerisk mikrostøynerd. Ingvild Langgårds andre album har på mange måter et åpent mål å score på, i den ikke lenger overbefolkede kategorien svevende akustisk-elektronisk musikk med kvinnelig vokal. Ikke at hun trenger det. Under det Tangerine Dream-klingende artistnavnet lagde hun en lovende 2011-debut, men ikke noe som virkelig satte merke i kalenderen. Årets oppfølger har bitene «The Sea» manglet. Ganske vanskelig å beskrive uten å snuble i pressemeldingfloskler eller lydhermende ord man ikke burde bruke utenfor videregående og poesikvelder med pledd. Mer som et lydspor til noe udefinert og bevegelig noe enn et album.De gjøres enda bedre av at hun har ladet opp med det beste av norske kunstnermusikanter, og fått dem med på noe man til tider kan beskrive som en slags østasiatisk klang. God tid og nydelig stemme er nå én ting (eller to). Evne til å skape lekre tilstander, uten at de blir stillstander – er mer unikt. 5/6.
VG (NO)

Under navnet Phaedra kom billedkunstner og musiker Ingvild Langgård med en freak-folk-aktig plate i 2011. Debuten var mystisk, stilsikker og interessevekkende. Før utgivelsen varslet hun at det skulle bli en albumtrilogi – «The Sea», «The Light» og «The Night». Så gikk årene uten flere plater, og jeg begynte å lure på om Phaedra hadde vært en gimmick, en kunstin- stallasjon eller noe. Men nå kommer Langgård tilbake med en plate som er enda mer overbevisende. Der det høres ut som hun har hoppet over det lyse i midten og gått rett på «The Night». Vokalen til Langgård høres ut som den kommer fra en annen tid, en annen dimensjon, det er som den svever over det som foregår langt der nede og messer fram befalinger til undersåttene. Musikken har denne gang større innslag av strykere og støvete analoge keyboards, dermed låter dette innimellom som lydsporet til en sånn ekkel britisk 70-talls skrekkfilm der barn forsvinner i skogen, eller som musikken til de partiene i Lars Ramslies «Liten fugl»-roman som ikke er omtalt, bare antydet, når ungdommene samler seg i skogen og noe grusomt skjer. Tross de åpenbare referansene til 70-talls folkrock låter ikke dette gammeldags, snarere hevet over tid og sted, eller det sender tankene i retning Highasakites tribalpop: Ikke at det er noen stadionhits her, men det er noe med stemningene som ligner, kanskje er det den uvanlige kombinasjonen skjør ziter og svære trommer som gjør det. Ulempen med å skape en såpass konsekvent musikalsk univers er at stemningsleiet kan bli litt likt, jeg tar meg i å savne noe som bryter. Men det er en mindre innvending: Langgård og Phaedra-bandet klarer å mane fram noe som er både vakkert og uhyggelig med denne plata. 5/6.
Dagsavisen (NO)

Bak navnet finner vi Ingvild Langgård. Hun debuterte på Rune Grammo- fon med albumet «The Sea» i 2011. Nydeligvokaliet stillferdig og langsomt lydlandskap. Platen fikk gode tilbakemeldinger i utenlandske medier. På «Blakcwinged Night» er musikken mer orkestral. Lyd på lyd med stemmer og synther, pauker og trommer. Litt i Kate Bush-landskapet og til tider like dramatisk. Langgård har med seg flere musikere på albumet, blant annet strykere. Kortere låter veksler med lengre på over åtte minutter som tittelkuttet.
Haugesunds Avis (NO)

Hinter dem klingenden Namen Phaedra (griech.: die Strahlende, in der Mythologie die zweite Gattin des Theseus und Enkelin des Sonnengottes Helios) verbirgt sich die norwegische Sängerin und Komponistin Ingivild Langgård, die bereits mit ihrem 2011er Debutalbum The Sea international große Wogen schlagen und durchwegs großen „Kritiker-Erfolg“ einfahren konnte. Das vorliegende Album Blackwinged Night bildet nun den zweiten Teil eines als Trilogie konzipierten Zyklus. Was hier zelebriert wird, lässt sich grob als die sehr ätherische Mischung aus cremig samtenen, verträumt folkigem Pop, mitunter inspiriert von alter Musik, beschreiben, welche im Vergleich zu The Sea die kosmologischen Daumenschrauben ein wenig dunkler ansetzt. Kristallklare, butterweiche Sirenengesänge, die bei allem notwendigen Pathos angenehm beschaulich daherkommen, synergieren mit organischen und synthetischen Klangteppichen, die sich niemals aufzwingen, stets unaufdringlich und dadurch unglaublich kraftvoll und authentisch bleiben. Auch die Produktion hat es in sich, saß doch kein geringerer als Greg Calbi (Talking Heads etc.) aus dem bekannten New Yorker Sterling Studio am Mastering dieses zeitgenössischen skandinavischen Pop-Geschmeides. Mit einem Sammelsurium verschiedenster Instrumente (Harmonika, Zither, Bass, Schiefer, Glas, Piano, diverse Orgeln von Farfisa bis Hammond, diverse Synthies, Gitarre, Tapes, Elektronika, Schlagzeug, Perkussion, Marimba, Vibraphon,  Glockenspiel, Steine, Metallschrott, Violine, Viola, Klarinette, Kontrabass, Horn, Bassklarinette etc.) und der Unterstützung ihrer regulären Band sowie zahlreichen Gästen verzaubert Phaedras schwarzgeflügelte Nacht das Publikum. Außerdem: Es gibt ein einfaches, aber schönes Video zu Lightbeam, dem Eröffnungstrack von Blackwinged Night auf Youtube anzukucken – echte Empfehlung! Anspieltipps: Light Beam, Blackwinged Night, The Void.
FreiStil (AT)

PHAEDRA war 2011 bei ihrem Debut The Sea, obwohl ich das schön sphärisch, herbstlich und morbide fand, überschattet (im Sinne von: überstrahlt) worden durch ihre Seelenschwestern Jenny Hval und Jessica Sligter [J/E]. Auch bei Blackwinged Night (RCD2172) hat Ingvild Langgärd, wenn sie da mit dem 'lightbeam' einer Taschenlampe ins Dunkel tastet, wieder Jenny Hvals Apocalypse, Girl als Weggefährtin. Was die als infernalische Himmelfahrt gestaltet, ist bei Phaedra wieder träumerisch angedüsterter Elfenfolk mit Strings, Tamburin, Glockenspiel, dunklem Woodwind. Sie hat sogar selber den Eindruck, dass sie ihren Sopran mit 'too much sugar' serviert. Und steuert mit Glockenschlägen, knarrendem Korg, unfrohen Drumbeats und der Entschlossenheit, selbst durchs Feuer zu gehen, dagegen an, dass ihre Hymnen an die Nacht zu süß geraten. Dabei fühlt sie sich nicht bloß zwischen erfahrenem Alt und vertrauenseligem Sopran gespalten, sondern insgesamt als nur halber Mensch ('half human'), der um Nadel und Faden fleht ('mend me'). Dissonante Streicher führen ins Titelstück hinein, in dem Langgärd ihr dunkles Ambiente mit Harmonium, Piano, Synthies, pochendem Herzschlag und aufrauschendem Pathos voll entfaltet. Doch wo die Nacht am tiefsten drohen Sternenkollaps und 'the void' (mit Döjä-vus von Kate Bush?). Sowie das anfangs simple, aber effektvolle Arrangement von 'mend me', nur mit schrägem Piano und Tamtam von Ane Marthe Sorlien Holen. Als hätte ihr da Scott Walker Mut gemacht. Inbrünstig fleht sie darum, aus Drangsal gerettet und ein Ganzes zu werden. Einer, der Wege und gebrochene Herzen flickt? Hm. Zuletzt bei 'finally unfolding' breitet sie zu Stringgespinsten und dunklem Gebläse ihre bisher verborgenen Fledermausschwingen in einem Nachthimmel über etwas ganz anderem als Gotham City. Obwohl - ähnlich dem Blutspritzer über Comedians Smiley-Anstecker in Watchmen verunstaltet hier ein Vogelschiss das poppig gemusterte Cover. Lead me, lightbeam in the dark, lead me with your golden spark...
Bad Alchemy (DE)

http://www.textura.org

http://www.chicagoreader.com

http://panorama.no

http://torhammero.blogg.no

http://www.musikknyheter.no

http://www.arlequins.it

http://www.seaoftranquility.org


Developed in KeyPublisher, a Keyteq AS©2006 product